I anledning af at menneskerettighederne den 10. december fylder 60 år studsede jeg over artikel 23, der har flg. ordlyd:

Artikel 23.

1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.
2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.
4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser(kilde).

Det er da interessant, at man i et land, der bryster sig at at have et af Europas –  ja vel sådan set Verdens - bedste velfærdssystemer, er det som om, at selv denne ret er svær at opfylde. Jeg skulle hilse og sige, at det er så som så med frit at vælge beskæftigelse, og at det kan være så som så med beskyttelsen af f.eks. et “retfærdigt og gunstig vederlag” ved at træde ind i fagforeninger.  Det handler måske om en gradbøjning af “retfærdigt og gunstigt”, man kan måske mene at arbejdsløse unge akademikere ikke er mere værd end en jobtræningsplads med tilsvarende lav løn udenfor overenskomsten. Jeg spørger bare mig selv om, hvorfor man så har pumpet dem med offentlige kroner på statslige uddannelser med statsstøtte og billig bolig? Jo, der findes da sociale beskyttelsesforanstaltninger, hvis man kan holde til at blive ydmyget og nedværdiget og samtidig stå oprejst overfor nye potentielle arbejdsgivere. Og åh nej, der står gu’  hjælpe mig “hans” familie, ligestillingen er ikke engang at finde i menneskerettighedernes egen tekst. Hvordan kan man så tro, at den findes i den verden, den beskriver? Hjælp! Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud med de andre artikler. Det er klart nok, at menneskerettighederne beskriver en ret ideel verden, som måske i virkeligheden aldrig kommer til at eksistere. Jeg tror, at det der er helt forkert er, at man ikke arbejder for at nå det fælles mål, men i stedet fordømmer, mistænker og udstiller andre menneskergrupper, der ikke lige passer til mainstream. Mon ikke det er det, der gør det hele så kafkask mærkeligt lige for tiden?

Jeg forstår f.eks. heller ikke hvad forskellen egentlig er på nul-tolerance og intolerance. For mig at se er det kun et spørgsmål om at hvidvaske en last til dyd og så håbe, at ingen opdager forklædningen. Måske har jeg bare ikke forstået det rigtigt. Det håber jeg sådan set.