I søndags splintredes min facebook væg ind på mig. Det skete på en skærende glasklar solskinsformiddag sidst i efterårsferien. Det var virkeligheden, der fuldstændigt uden varsel baldrede brutalt ind i væggen.

Der eksisterer en helt fin hinde mellem det digitale sociale felt og virkeligheden, lyden når den splintres er katastrofalt skinger og ødelæggende. Det er på facebook jeg første gang ser et billede af mine venners nyfødte børn, deres bryllupsbilleder, hører om det nye job, hverdagens oplevelser. Balancen er hårfin, for vi udleverer ikke vores dyrebareste privatliv, men vi holder kontakter, leger med og bygger på vores identiteter. Nye billeder fra sommerferien eller af den nye bil, beretninger fra koncertoplevelsen, om nedture og opture i det hele taget – mest om opture, en god læseoplevelse, en sproglig elegant statusopdatering, humoristiske og vedkommende kommentarer til hverdagen, der siger alt.

Hvad gør man så, når en af de aller bedste facebookvenner dør med et tordnende brag af stilhed, uden at det var blæst op. Der havde været lidt længere tavshed end normalt, men ikke noget alarmerende – overhovedet ikke. Chokket var derfor næsten ikke til at håndtere. Det var som at få kastet en bombe ind i sandkassens leg. Vi sad som små børn helt målløse og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle gå hen. Eneste varsel jeg fik, var den tid, det tog mig at læse ned igennem tekststrømmen, der startede med ”….jeg savner dig og dine ord…”. Den væg, der før var fyldt med de varmeste og mest vedkommende statusopdateringer, blev med et slag forvandlet til en mindestue. Der var et behov for et sted at gå hen med chokket over en død facebookven. Hvad skulle vi nu skrive, og hvem skrev vi egentlig til? Nogle skrev en sidste hilsen til afdøde, andre til os alle, om hvordan deres oplevelse var, andre igen sendte kondolencer til en familie, som vi kun kendte fra de meget varme billeder og opdateringer.

Her fik vi nu også oplysninger om mindehøjtidelighedens tid og sted. Møder en facebook ven op til det? Næppe, men det føles totalt afmagtsfuldt først at få virkeligheden tordnende ind i ansigtet og bagefter igen, at blive spærret inde i digitaliteten. Her var en helt forfærdeligt frustration og uhåndterlig tilstand.